Konferencen, som var arrangeret af HH-gruppen (læs evt. mere her: http://www.hh-gruppen.org/), var særdeles velbesøgt og blandt de fremmødte var såvel svenske som danske politikere og embedsmænd, borgmestre fra hovedstadsregionen, trafikplanlæggere- og eksperter, erhvervsfolk samt repræsentanter fra LO, DI, Danmarks Naturfredningsforening, Foreningen Naturparkens Venner og Nej til Ring 5.
Det var tydeligt, at svenske embedsmænd og politikere i årevis har interesseret sig meget for og forsøgt at få indflydelse på trafikplanlægningen i Danmark. Det er da også i Sverige, det såkaldte IBU-projekt blev sat i søen i 2010, ligesom det var et stort svensk ønske at få vedtaget anlæggelsen af Fehmern-forbindelsen.
Især Helsingborgs borgmester var på konferencen en varm fortaler for HH-forbindelsen og Ring 5, blandt andet med henblik på at få trafikårer til den nye Fehmern-forbindelse.
Af det svenske indlæg på konferencen fremgik det, at svenskerne ikke forventer, at trafikken vil blive formindsket i særlig grad på Øresundsbroen, selvom man måtte vælge at bygge en HH-forbindelse. Til gengæld arbejdes med prognoser om, at der skal sendes ca. 33 millioner tons gods igennem HH-forbindelsen og videre via Ring 5. Ca. 29 millioner tons gods forventes at skulle videre over Fehmern-forbindelsen.
Der blev således ikke lagt skjul på, at Danmark i høj grad bliver et transitområde mellem Sverige og det europæiske kontinent. Såvel politikere som erhvervsfolk i panelet erkendte da også, at de 2 forbindelser vil medføre en massiv forøgelse af trafikkken igennem Nordsjælland og videre sydpå. Men fra de pågældende paneldeltageres side blev det gjort gældende, at valget står mellem dette onde eller at ende som udkantsområde i Europa.
Protesterne var mange og adskillige fremmødte i salen stillede kritiske spørgsmål. Herunder borgmester Willy Eliasen fra Egedal kommune, der ikke lagde skjul på, at Egedal kommune efter hans opfattelse skal bære massive gener, hvis Ring 5 anlægges, men ingen væsentlig gavn vil få af projektet. Willy Eliasen oplyste, at en HH-tunnel efter hans opfattelse er ganske overflødig og at det er helt urimeligt at asfaltere Nordsjælland, blot fordi et af formålene med anlæggelse af HH-tunnellerne er at rydde havnearealerne i Helsingør med henblik på at bygge eksklusive boliger.
Flere fremmødte mente, at man hellere skulle undersøge mulighederne for at lede persontrafik og godstog over Øresundsbroen, idet Ørestaden er en naturlig metropol og lufthavnen er vigtig at prioritere. Rent økonomisk mente flere, at dette også vil være en langt billigere løsning.
Fra flere folketingspolitikeres side blev det anført, at der ingen penge er afsat til hverken HH eller Ring 5 på denne side af 2020 og at der er andre vigtige infrastrukturprojekter, der skal klares først.
Endelig var der flere kritiske røster, der bemærkede, at der tilsyneladende ingen respekt er for de uerstattelige og fredede naturområder, Ring 5 skal gennemskære. Især de svenske embedsmænd mente, at HH-tunnellen og Ring 5 ingen nævneværdige miljømæssige konsekvenser vil have for Danmark.
Læs mere her: http://ing.dk/artikel/125887-tunneler-mellem-helsingoer-og-helsingborg-er-skudt-til-hjoerne?utm_medium=email&utm_source=nyhedsbrev&utm_campaign=ingeftermiddag
og
http://www.sn.dk/Helsingoer-tunnel-holdes-ud-i-strakt-arm/Helsingoer/artikel/176475
og se: http://www.lorry.dk/arkiv/2012/1/17?video_id=63382
Nej til Ring 5 var massivt repræsenteret ved konferencen. Her formand Iben Larsen og næstformand Hans Duus Jørgensen.