Nyhedsbreve

Vi vil fremover udsende nyhedsbrev til medlemmerne hver 3. måned. Her vises de udsendte nyhedsbreve med det nyeste først.

Nyhedsbrev Maj 2013

Invitation til borgermøde i Helsingør 30. maj

Så er foreningen Nej til Ring 5 og Danmarks Naturfredningsforening klar til et debatmøde
om, hvad Ring 5 og HH-forbindelsen vil gøre ved Nordsjælland. Og alle er velkomne, når
vi mødes i Kulturværftet torsdag den 30. maj kl. 19-22 og skal høre såvel modstandere som
tilhængere redegøre for deres synspunkter (se hele programmet senere i dette nyhedsbrev
eller på hjemmesiden www.nejtilring5.dk)

Her vil blive lejlighed til at stille spørgsmål – ikke mindst til Helsingørs borgmester, som jo
er en varm fortaler for den svenske forbindelse – og dermed også for en Ring 5 tværs ned
gennem Nordsjælland. Og vi vil få eksperters syn på, hvad det vil betyde for Nordsjællands
natur og trafik.

Men vi skal jo gerne være rigtigt mange til mødet. Derfor planlægger vi at uddele
invitationer og nyt materiale, der fortæller om Ring 5 og HH-forbindelsen i en række
lokalområder. Hvor mange områder afhænger af, hvor mange medlemmer der vil hjælpe
os.

Hjælp os med at dele materialer ud lørdag den 25. maj.
Vi har brug for folk, der kan bruge 2 timer den 25. maj kl. 12-14 på at møde borgerne med
vores nye foldere og invitationer til borgermødet i:
Helsingør Gågade/Center
Espergærde Center
Allerød Gågade
Nivå Center
Føtex Center
Kokkedal 
Fredensborg v. Superbrugs

I kan melde jer til hos Ulrikka Hald ulrikkahald@hotmail.com eller lenelind@mail.tele.dk
inden den 22. maj. Så vil I også få at vide, hvor I mødes på dagen. Du kan også dele ud i dit nabolag Hvis du ikke kan lørdag den 25. – eller ikke bryder dig om at stille op i et center – kan du hjælpe os ved at dele ud i dit nabolag i hele ugen efter pinse. Også her skal du maile og
melde dig til hos ulrikkahald@hotmail.com eller lenelind@mail.tele.dk – men gerne senest
15. maj. Så finder vi ud af, hvordan du kan få en stak materialer – og siger tak!
Vi håber også at se dig i Helsingør!
 

Nyhedsbrev December 2012

To konferencer om hovedstadsregionens infrastruktur i november måned

 Man kan vist roligt sige, at der har været gang i debatten omkring Ring 5 i den forløbne måned. Først havde vi vores ”egen” konference med stuvende fuldt hus på Christiansborg den 6. november, siden havde Hovedstadsregionen indbudt til konference om ”Veje til Vækst” i Københavns Lufthavn den 28. november. Og ikke kun til den deciderede Ring 5 konference, men også til den noget bredere infrastruktur-konference i lufthavnen, blev det temmelig tydeligt, at Ring 5 ikke er særligt højt prioriteret landspolitisk. 

Ring 5 fik tommelen ned

Som det fremgår af referater, presseklip og pressemeddelelser på hjemmesiden nejtilring5.dk, udmøntede konferencen på Christiansborg den 6. november sig i en klar konklusion om, at Ring 5 hverken kan løse trængselsproblemer eller give særlige vækstfordele i Nordsjælland. De fremmødte repræsentanter for Folketingets trafikudvalg var heller ikke særligt ivrige for projektet – lige fra Enhedslisten til Dansk Folkeparti.

De eneste, der talte positivt for Ring 5, var borgmester Johannes Hecht-Nielsen fra Helsingør, som længe har drømt om en fast forbindelse mellem Helsingborg og Helsingør – og så Regionens Lars Gårdhøj, der ligesom sin regionsformand mener, at det er altafgørende at få en fast forbindelse over det nordlige Øresund, med en tunggodsbane og en motorvej til lastbilstrafik i den 40 år gamle transportkorridor for at få gang i væksten i Nordsjælland.

Men alle de lokale borgmestre, hvis områder primært er berørt af en mulig Ring 5, sagde klart Nej tak – ”det er en gammel, fortænkt plan, som ødelægger alle nye initiativer, nu på 42. år”, ”Ring 5 løser ikke trængselsproblemerne”, ”der er brug for udbygning af den eksisterende infrastruktur”, ”vi bliver jo blot transitland” mv. 

Kort sagt, vi oplevede, at vores konference fik sat god og stor fokus på sagen – og at alle de fagfolk, eksperter og naturfredningsfolk, som var med, klart indikerede, at Ring 5 burde være en død sild. ”Der er andre muligheder – og der er masser af kapacitet over Øresundsbroen endnu.”

Knudepunktet er Kastrup

Regionskonferencen i slutningen af november havde også rigtigt mange dygtige kræfter til at komme med input til løsningen af Hovedstadsregionens infrastruktur fremover. Men her var primært fokus på, at Københavns Lufthavn skal være knudepunkt – ikke bare for lufttrafikken, men også for højhastighedstog fra nord og syd – og for godstog. Dette er vel ikke mindst accelereret, efter vi havde krisen omkring SAS for få uger siden. 

Desuden var der debat om planlægningen af den interne trafik i hovedstadsområdet, på kryds og tværs, nord og syd, men det var i høj grad anbefalingen at udnytte og udbygge den eksisterende infrastruktur, satse på bæredygtige og innovative løsninger – frem for at satse på nye, store vejanlæg.

Også herfra kan vi henvise til hjemmesiden, hvis du vil vide mere. www.regionh.dk/menu/trafik

Næste step

Selv om det ser ud til, at Ring 5 er lagt lidt i mølkassen, ligger vi ikke på den lade side. Der er jo mange kræfter i Sverige, der gerne vil have forbindelsen. Og der er ikke mindst nogle politiske kræfter i Helsingborg og Helsingør, som har en fast forbindelse på dagsordenen. Og er tunnel eller bro der først, er det svært at sige nej til en vej og en bane, der skal tordne ned gennem Nordsjælland.

Derfor går foreningen nu i gang med et mobiliseringsprojekt i Helsingør-området. Det er vores oplevelse, at der mangler information, kommunikation og debat om hele projektet i lokalområdet – det er gjort temmelig rosenrødt af den nuværende borgmester.

Det vil vi nu råde bod på med et borgermøde i samarbejde med den lokale forening af Naturfredningsforeningen – der er første møde om dette her i december – og vi vil vende tilbage om, hvad der skal ske og hvornår. Der vil helt givet også være brug for kræfter til at dele materialer ud – meld jer evt. til hos ulrikka@hotmail.com

Hjælp os med at skaffe nye medlemmer  

Vores arbejde med fx konference på Christiansborg, borgermøder, trykning af foldere, stickers, t-shirts og andre materialer kan naturligvis kun lade sig gøre, hvis vi har penge. Derfor skal vi opfordre til, at du hjælper med at skaffe nye medlemmer. Fortæl om foreningen til kollegaer, naboer, venner og bekendte. Bestil eventuelt foldere (se vores hjemmeside), som du kan fordele i dit nærområde. 

Det er især vigtigt at have noget på kistebunden, når vi nu går ind i et år, hvor der skal vælges nye byråd og regionsråd – og vi skal være til stede og synlige!

Et medlemskab koster kun 200kr. Det gælder i 1 år fra indbetalingsdatoen. Vi sender en mail når det er tid at forny.

Betalt til konto 5012 0001376318 og husk at skrive e-mailadresse i meddelelsesfeltet. 

Tak for din hjælp - den hjælper så usigeligt meget!

 

 

Nyhedsbrev April 2012

Et års arbejde mod Ring 5

Foreningens styregruppe vil godt benytte lejligheden til at informere medlemmer, støtter og andre interesserede om, hvad der er sket, siden foreningen så dagens lys. Hvordan går det med planerne om Ring 5? Er der politisk medvind eller modvind? Har foreningen kunnet udrette noget?

Derfor sender vi dette lille nyhedsbrev til alle, som tidligere har vist interesse for at protestere mod Ring 5. Og minder samtidig om generalforsamlingen, hvor alle er velkomne:

Generalforsamling 

Søndag den 29. april kl. 14.00 på Barresøgaard, Slangerupvej 29, 3540 Lynge 

 

Baggrund for foreningen

Omkring årsskiftet 2010-11 genopstod debatten om en Ring 5 tværs ned gennem Nordsjælland, beliggende i den trafikkorridor, som blev udlagt i 1970 – før man tænkte på trafik og miljø, støj og møj, fredning af naturområder og omhu for rekreative områder i et Nordsjælland, der skulle blive et af Danmarks tættest befolkede områder i løbet af de næste 30 år.

Efter vedtagelsen af Femern-forbindelsen er nemlig ikke mindst svensk erhvervsliv stærkt interesseret i at få en ekstra vej sydover – og Helsingborg-Helsingør er også meget engagerede i at genoplive transitkorridoren i forbindelse med en ønskedrøm om en fast forbindelse mellem de to sundbyer. Det har bl.a. udmøntet sig i et større svensk  udredningsarbejde, IBU, som kan ses på www.hh-gruppen.org – og som ikke overraskende anbefaler en HH-forbindelse og Ring 5.

Men i flere af de berørte kommuner er man vågen, holder debat- og borgermøder. Borgere fra Allerød og Fredensborg kommune fandt sammen i en protestgruppe og tilrettelagde et borgermøde på Karlebo Kro, for at orientere borgere om Ring 5 og konsekvenserne heraf. Sammen med en protestgruppe fra Kirke Værløse, som også havde afholdt borgermøde om Ring 5 og sågar havde etableret en hjemmeside, blev startskuddet afgivet til officiel dannelse af Foreningen ”Nej til Ring 5”, som blev stiftet på Barresøgård d. 5. maj i Allerød, hvor 70 mennesker møder op.

Og næsten samtidig bliver det klart, at såvel Furesø som Egedal kommuner er modstandere af Ring 5. Og efterfølgende slutter Allerød Kommune sig til gruppen af modstandskommuner, som i øvrigt også tæller Greve og Solrød Kommune. 

Hvad skete der så?

I juni 2011 var der et borgermøde i Fredensborg Kommune – og her kunne vi konstatere, at der var et massivt flertal mod Ring 5 i Fredensborg Byråd. Mødet var arrangeret af foreningen, som hen over sommeren også var meget aktive med at informere - ofte ret overraskede og chokerede borgere – om planerne med Ring 5, uddelte flyers til private boliger, golfklubber, biblioteker og hverve medlemmer til foreningen i de forskellige kommuner – bl.a. på Aktiv Fritid-messen i Allerød.

Så kom folketingsvalget – og vi benyttede lejligheden til at afdække de forskellige lokale kandidaters holdning til Ring 5. Det viste sig, at 8 ud af de 15 valgte folketingsmedlemmer var erklærede modstandere, mens de 7 andre ikke ytrede sig klart.

I forbindelse med valget blev der afholdt vælgermøde på Ninas Naturcafe på grænsen mellem Fredensborg og Allerød – med mere end 100 deltagere - og stemningen var klart mod Ring 5: Repræsentanter for de Konservative, Venstre, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten tilsluttede sig modstanden.

Efter valget kan det konstateres, at der er mindst 3 modstandere mod Ring 5 i den nye regering – de er alle 3 valgt i Nordsjælland.

Ny strategi fra Hovedstadsregionen august 2011

Regionen spiller i august 2011 ud med en revideret strategi om hvor Ring 5 skal anlægges – for Region Hovedstaden er for en Ring 5. Denne strategi tilsluttes tilsyneladende af en række kommuner tæt på og især vest om hovedstaden. Modstanderkommunernes sag i Nordsjælland, som især er berørt af trafikkorridoren, kommer ikke frem.

I oktober 2011 meldte Hillerød kommune imidlertid også klart ud: De er også modstander af Ring 5, som efter deres mening ikke løser nogle trafikale problemer i forbindelse med supersygehuset eller pendlertrafikken til København.

Svensk promotion konference i november 2011

Også på denne konference (der blev afholdt i Sverige) slog svenskerne et slag for alle de fordele, Ring 5 ville betyde for Danmark. Repræsentanter for Nej til Ring 5 var naturligvis til stede og stillede en række kritiske spørgsmål og fik udvekslet synspunkter med flere danske og svenske politikere samt embedsmænd i forskellige kommuner.

Endnu en konference på Christiansborg i januar 2012

Nej til Ring 5 var massivt til stede, og stemningen på konferencen var generelt imod Ring 5. Eneste varme fortalere fra Danmark var Helsingørs borgmester og regionsformand Vibeke Storm Rasmussen. Folketingspolitikere i panelet fra V, S og DF var meget klare: Hverken HH-forbindelse eller Ring 5 står på deres dagsorden foreløbig. Og der er ingen penge at anlægge for.  

Nye skræmmende analyser og forslag til linieføringen er netop kommet frem!

Nu er der nye analyser fra Region Hovedstaden med alarmerende nyt. I april 2012 udsender Region Hovedstaden en meddelelse om, at ”Nøglen til fremtidens trafikstruktur i øresundsregionen er fundet”. At trafik- og økonomiberegninger viser, at HH-forbindelsen kan selvfinansieres og samtidig betale en del af Ring 5 anlægget. Desuden konkretiseres Ring 5 linjeføringen også.

Dermed forsøger man endnu en gang at sælge både HH-forbindelsen og Ring 5 til de danske folketingspolitikere, idet flere af disse har henholdt sig til, at Danmark ikke har råd til forbindelserne.

Se det hele her: www.regionh.dk/menu/trafik

Inden vi ser os om, er løbet kørt!

Der er virkelig stærke kræfter bag HH-forbindelsen og stærke kræfter i Region Hovedstaden – som fortsat vil presse på for at skabe politisk velvilje for Ring 5. Og det kæmper vi som forening imod. Vi har ikke brug for unødvendige motorveje eller unødvendige jernbaner til tungtrafik. Vi har brug for løsninger, der afhjælper vores eksisterende trængselsproblemer, nye lokale infrastrukturer og klare ønsker om bedre offentlig transport.

Derfor er vi blandt andet allerede nu i gang med en ny, informativ folder om Nej til Ring 5. Og vi planlægger en alternativ høring/konference på Christiansborg i efteråret. Desuden har vi presset på for at modstandskommunerne danner fælles front, blandt andet i KKR. Her har modstandskommunerne senest med opbakning fra alle Region Hovedstadens medlemskommuner fremsat en opfordring til at alternativer til Ring 5 skal undersøges.

Vi har stadig brug for mennesker og midler til at komme ud med budskabet!

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

15.09 | 09:05

Dejligt at Ring 5 nu med stor sikkerhed anlægges. Det vil lette trafikken i nordsjælland .. Dejligt

...
01.09 | 21:29

Anmodning om plakat og andet.

...
22.07 | 10:53

Tung industri / medicinalindustri bør etableres langt væk fra Danmarks smukkeste og mest bevaringsværdige natur.

...
21.11 | 17:51

Tak for denne side. Det var den vi ledte efter (2 timer før regionvalget lukker ) Nu ved vi hvem vi skal stemme på

...
Du kan lide denne side